DAT-baseret rehabilitering handler om at oversætte principper og færdigheder fra standard DAT til hverdagslivet i socialpsykiatriske og kommunale indsatser. Hvor standard DAT er udviklet som et klinisk behandlingsprogram i psykiatrien, bruger DAT-baseret rehabilitering den samme grundforståelse af følelsesregulering og de samme accept- og forandringsstrategier – inden for en ramme af systematik og tydelig struktur i rehabiliteringsprocessen – med særligt fokus på dagligdags aktiviteter, deltagelse og recovery i borgerens eget miljø. I stedet for et tidsafgrænset behandlingsforløb med faste sessioner handler DAT-baseret rehabilitering om at integrere færdighederne i de sammenhænge, hvor borgeren faktisk lever sit liv.
Baggrunden for DAT-baseret rehabilitering
DAT-baseret rehabilitering bygger på mere end ti års erfaring med at anvende og tilpasse DAT i rehabiliterende indsatser i socialpsykiatri og kommuner. På baggrund af disse erfaringer er de mest hjælpsomme elementer fra standard DAT – et fælles sprog om følelsesregulering, validering som grundlæggende tilgang, tydelig struktur i hverdagen og systematisk færdighedstræning – valgt ud og samlet i en samarbejdsmodel for DAT-baseret rehabilitering, der kan bruges på tværs af forskellige typer tilbud og fagligheder. Det handler ikke om at lægge et ekstra “projekt” oven på borgerens hverdag, men om at lade disse elementer præge måden, hverdagen tilrettelægges og samarbejdet organiseres på.
Fra behandlingsforløb til hverdagsliv
I en DAT-baseret rehabiliterende tilgang er målet ikke kun at reducere symptomer, men at støtte borgeren i at leve et liv, der opleves som meningsfuldt og håndterbart – også hvis den psykiske sårbarhed fortsætter. Det betyder, at færdighederne fra DAT (opmærksomhed, følelsesregulering, krisehåndtering, relationer) integreres i botilbud, hjemmevejledning, aktivitets- og samværstilbud og andre kommunale indsatser. Fokus er på, hvordan borger og medarbejdere sammen kan bruge færdighederne i konkrete situationer: i morgenrutiner, konflikter, aftaler, møder, sociale aktiviteter og samarbejde med netværk. I praksis kan det for eksempel betyde, at en urolig morgen i bofællesskabet bruges som anledning til at træne opmærksomhed og krisehåndtering, eller at en konflikt i fællesstuen efterfølgende gennemgås med udgangspunkt i relationsfærdighederne – frem for kun at håndtere episoden her-og-nu.
Kendetegn ved DAT-baseret rehabilitering
DAT-baseret rehabilitering kendetegnes særligt af:
- Struktur og forudsigelighed i hverdagen, fx gennem tydelige aftaler, planer og prioriteringer.
- Færdighedsfokus, hvor både borgere og medarbejdere bevidst arbejder med at bruge og vedligeholde DAT-færdigheder.
- Validerende miljøer, hvor følelser mødes som forståelige og betydningsfulde, samtidig med at adfærd kan justeres.
- Samarbejde om mål og værdier, så indsatsen tager udgangspunkt i, hvad borgeren selv ønsker at bevæge sig hen imod.
- Fokus på deltagelse og recovery, hvor progression ikke kun måles i symptomer, men også i hverdagsmestring, relationer og oplevelsen af håb.
Et felt i udvikling
Internationalt – særligt i USA – ser man DAT anvendt i forskellige ikke-kliniske kontekster, mens arbejdet med DAT i rehabilitering stadig er i sin spæde start. De erfaringer, der findes, peger i en lovende retning og tyder på, at DAT-principper kan give et fælles sprog og en fælles retning i indsatser, hvor mange fagligheder og funktioner skal spille sammen.
Medarbejdere fremhæver især, at den fælles forståelse af følelsesregulering, den validerende tilgang, de konkrete færdigheder og den tydelige struktur gør det lettere både at samarbejde med borgerne, håndtere konflikter og koordinere på tværs af tilbud og faggrupper. Medarbejdere og ledelse oplever, at DAT gør rehabiliteringsforløbene mere målrettede og meningsfulde. Samtidig beskriver de, at DAT øger den faglige sikkerhed og handlemuligheder og giver en fælles faglig referenceramme på tværs af faggrupper, som både styrker samarbejdet og gør hverdagen mere overskuelig og mindre belastende.
Videre læsning i serien
Hvis du er nysgerrig på, hvordan arbejdet med DAT‑baseret rehabilitering har ført til en ny fagbog, kan du læse mere om bogudgivelsen DAT‑BASERET REHABILITERING – EN HÅNDBOG FOR PROFESSIONELLE i blogindlægget her.