Vi kender alle følelsen af at blive overvældet – når følelserne tager styringen, og tanker og ord mister fodfæstet. Men hvad sker der egentlig i hjernen i de øjeblikke – og hvordan påvirker stærke følelser opmærksomhed og kognition?
Alarmcentret amygdala – når alarmen ringer for højt
Forskning viser, at graden af følelsesmæssig ustabilitet hænger tæt sammen med ændringer i bestemte hjerneområder. Et centralt område er amygdala, som fungerer som hjernens alarmcenter. Hos mennesker med øget følelsesmæssig ustabilitet er amygdala ofte både mindre i størrelse og mere reaktiv. Den reagerer hurtigere og kraftigere på følelsesmæssige stimuli – som om alarmen går lidt oftere og ringer lidt højere.
Frontallapperne – at holde hovedet koldt
Samtidig ser man, at den orbifrontale del af den præfrontale cortex – området der hjælper os med at holde hovedet koldt og normalt understøtter refleksion, planlægning, prioritering, problemløsning og mentalisering – ofte er mindre aktiv. Jo stærkere følelsesaktiveringen er, jo mindre tilgængelig bliver denne måde at tænke på, og hjernens evne til at dæmpe følelsesreaktioner svækkes. Når frontallappernes regulerende funktioner ikke længere holder amygdala i skak, opstår det, den svenske psykiater Predrag Petrović kalder følelsesstorme.
Denne ubalance betyder, at tænkning, opmærksomhed og hukommelse let påvirkes. I praksis kan det forklare, hvorfor vi i stærke følelsesmæssige situationer mister overblik og handlekraft – og hvorfor følelsesregulering er en så central færdighed i rehabilitering og terapeutisk arbejde.
Hippocampus – når gamle trusler blander sig i nye situationer
Et af hjernens andre nøgleområder i følelsesregulering er hippocampus – et lille, men vigtigt center for hukommelse og kontekst. Hippocampus hjælper os med at vurdere, om en situation faktisk er truende, eller om den blot minder os om noget, der var farligt engang.
Studier har vist, at hippocampus hos mange med følelsesreguleringsvanskeligheder er mindre og fungerer dårligere. Det betyder, at hjernen lettere forveksler gamle trusler med nye. Et neutralt ansigtsudtryk kan for eksempel vække samme frygt som tidligere konflikter eller afvisninger.
Når hippocampus ikke sender de sædvanlige “alt er okay”-signaler til amygdala og frontallapperne, får følelsescentrummet frit spil. Resultatet bliver stærke følelsesmæssige reaktioner, mistet overblik og problemer med at huske, hvad der faktisk sker i situationen.
Påvirkning af opmærksomhed og kognition
Jo stærkere følelserne er, jo mere påvirkes vores opmærksomhed og kognitive funktioner. Når følelsesstormen ruller, styrer følelserne, hvordan vi tænker, hvad vi lægger mærke til, og hvad vi kan huske. Opmærksomheden snævrer ind og retter sig mod det, der opleves som følelsesmæssigt vigtigt lige nu, mens andre informationer – som nuancer, alternativer og langsigtede mål – træder i baggrunden. Det gør det sværere at holde flere perspektiver i spil på én gang og at huske, hvad man egentlig ved om situationen fra tidligere. Dermed mister man adgangen til både de minder, der kunne justere følelsen, og til den del af selvfølelsen, som hjælper os med at holde fast i vores værdier. Følelserne bliver selvbekræftende: Er jeg vred, ser jeg typisk mest det, der bekræfter vreden, og overser det, der kunne udfordre følelsen.
Samtidig bliver arbejdshukommelsen belastet: Det er vanskeligere at holde styr på “trin for trin”, hvad der er sket, og hvilke muligheder man har, mens følelsen står på. Mange beskriver det som at “lukke ned” kognitivt – de kan normalt godt reflektere, men i de stærke følelser føles det, som om hovedet går i stå. Det påvirker også problemløsningsevnen: I stedet for at kunne overveje fordele og ulemper, falder man hurtigere tilbage på velkendte, ofte impulsive strategier, der giver kortvarig lettelse, men forværrer situationen på længere sigt. Det er derfor, man i følelsesstorme ofte oplever, at man “ved bedre”, men ikke kan få den viden i spil i situationen.
Hvorfor hjernens samspil er centralt i følelsesregulering og rehabilitering
Netop derfor giver det mening, at mange terapeutiske og rehabiliterende metoder – som dialektisk adfærdsterapi (DAT) – arbejder målrettet med at genoptræne den følelsesmæssige balance gennem træning i opmærksomhed, følelsesregulering og impulskontrol. Jo bedre samspillet mellem de følelsesstyrede områder i hjernen – som amygdala – og de mere tænkende og regulerende områder i frontallapperne fungerer, jo lettere bliver det at bevare roen i stormen.